Det første jeg gør, er ingenting
Når der dukker en besked op, som føles forkert, er min første handling at lade være med at gøre noget. Jeg trykker ikke på linket, jeg svarer ikke, og jeg ringer ikke til nummeret i beskeden. Det lyder banalt, men det er netop her, de fleste mister overblikket, fordi afsenderen gerne vil have dig til at handle hurtigt.
I mit arbejde med bloggen samler jeg beskeder, som læsere og bekendte har videresendt, og som jeg selv har modtaget. Før jeg skriver et ord om dem, lægger jeg dem til side i en mappe og lader dem ligge, til jeg har tid til at læse dem roligt. Den pause er faktisk selve metoden.
Mange tror, at man skal være teknisk stærk for at vurdere en besked. Det er ikke rigtigt. Det meste handler om tempo: en rolig person, der tager sig tid, opdager langt mere end en stresset person, der skal nå det hele i en fart.
- Rør ikke ved linket
- Svar ikke på beskeden
- Giv dig selv et par minutter
Jeg læser beskeden som tekst, ikke som en opfordring
Næste skridt er at læse beskeden langsomt, som man ville læse et brev fra en ukendt. Jeg kigger på, hvem der påstår at skrive, hvad de vil have mig til, og hvor travlt de har. En besked, der kræver handling med det samme, får altid et ekstra kritisk blik fra mig.
Jeg noterer også sproget. Er tiltalen upersonlig? Er der mærkelige formuleringer eller en tone, som afsenderen normalt ikke ville bruge? Det er sjældent ét enkelt tegn, der afslører en besked, men flere små uregelmæssigheder sammen giver et billede.
Jeg skriver mine observationer ned i stikord, ikke for at være grundig for grundighedens skyld, men fordi det tvinger mig til at sætte ord på, hvad der egentlig gør mig i tvivl. Det samme kan du gøre i dit hoved eller på en seddel.
- Hvem påstår beskeden at komme fra?
- Hvad bliver jeg bedt om at gøre?
- Hvor hurtigt skal det ske?
- Passer tonen til afsenderen?
Afsenderen kontrollerer jeg uden om beskeden
Jeg stoler aldrig på kontaktoplysningerne i selve beskeden. Hvis en besked påstår at komme fra en virksomhed, jeg har en aftale med, åbner jeg i stedet virksomhedens egen hjemmeside ved at skrive adressen selv eller bruge en bogmærket side, jeg kender i forvejen.
Hvis det handler om en pakke, en regning eller en konto, logger jeg ind den vej, jeg plejer, og ser, om der står noget dér. Står der ingenting, er det i sig selv et svar. Ægte henvendelser kan næsten altid også findes på det sted, hvor du normalt har dit kundeforhold.
Det samme gælder opkald. Når nogen ringer og siger, at de er fra en bestemt organisation, kan du sige, at du ringer tilbage selv, og lægge på. Et seriøst opkald kan godt tåle det, og det koster dig kun et minut.
Hvad jeg aldrig deler, uanset hvor overbevisende det lyder
Der er en kort liste over ting, jeg aldrig giver videre i en besked eller over telefonen: adgangskoder, kortoplysninger, kodeord til netbank og alt, der har med MitID at gøre. Det gælder også, selv om afsenderen virker venlig, kender mit navn eller henviser til noget, der lyder korrekt.
Det er vigtigt at forstå, at oplysninger om dig ikke er et bevis på ægthed. Navn, adresse og fødselsdato kan findes mange steder. En besked, der kender dine grunddata, er altså ikke mere troværdig end en, der ikke gør.
På bloggen her vil du heller aldrig blive bedt om sådanne oplysninger. Jeg driver en uafhængig undervisningsblog, ikke en bank, en myndighed eller en MitID-tjeneste, og derfor har jeg intet at bede dig om af den slags.
- Adgangskoder
- Kortnumre og sikkerhedskoder
- Netbank-oplysninger
- Alt vedrørende MitID
Hvordan jeg gør det til en artikel, du kan bruge
Når jeg har gennemgået en besked, spørger jeg mig selv, hvad en læser konkret kan tage med sig. Jeg fjerner navne og detaljer, der kunne pege på bestemte personer, og beholder mønstret: hvordan er beskeden bygget op, og hvilke trin ville have afsløret den?
Derefter formulerer jeg det som en lille fremgangsmåde i almindeligt sprog. Jeg tester den på en bekendt, der ikke interesserer sig for teknik, og hvis hun kommer til at stå fast, skriver jeg det om. Forståelighed er vigtigere for mig end at lyde klog.
Målet er ikke, at du skal blive mistænksom over for alt. Målet er, at du får en lille rutine, der gør dig mere rolig, når noget ikke føles rigtigt, og som du kan bruge uden at skulle huske en lang liste.
Hvis du alligevel har reageret på en besked
Det sker for de fleste en gang, også for folk, der er forsigtige. Det vigtigste er ikke at skamme dig. Tag en rolig indånding og tænk over, hvad du har gjort: har du trykket på et link, svaret eller givet oplysninger videre?
Hvis du har delt noget følsomt, så kontakt den relevante tjeneste via dens egen officielle kanal, ikke via beskeden, og fortæl, hvad der er sket. Skift adgangskoder på de konti, der kan være berørt, og slå to-trins-login til, hvor det er muligt.
Skriv gerne ned, hvad der skete og hvornår, mens du husker det. Det gør det lettere at forklare situationen, og det hjælper dig selv med at se, hvad du kan gøre anderledes næste gang.
- Skam dig ikke
- Kontakt tjenesten via dens egen kanal
- Skift adgangskoder
- Notér hvad der skete
Bag hver artikel om mistænkelige beskeder ligger det samme lille håndværk: pause, læs langsomt, tjek afsenderen uden om beskeden og del aldrig følsomme oplysninger. Det kræver ikke særligt udstyr, kun lidt tålmodighed. Prøv metoden næste gang, en besked får dig til at tøve, og lad den få lov at tage de minutter, den behøver.